Om Svendborg Mountainbike Klub

 

Vi er Fyns første egentlige mountainbike klub, og i starten var det en motionsklub. 

Svendborg Mountainbike Klub blev stiftet d. 7. oktober 2008  og udvidede i 2011 med en licens afdeling. Klubbens stiftere Lars Toft, John Jensen, Rico Busk, Jesper Bjerglund, Niels Selck og Steen Foged, havde dengang en fornemmelse af, at der var behov for en klub, hvor der bliver kørt mountainbike hele året, og ikke kun om vinteren som man oftest gør i traditionelle klubber. Og den fornemmelse var rigtig.

De havde alle været medlem af diverse cykelklubber, og kørt masser af motionsløb rundt omkring i Danmark, samt flere steder i Norge og Europa. Endvidere havde de alle erfaring med foreningsarbejde i flere forskellige sammenhænge, og havde derfor de kompetencer og den erfaring, der skulle til for – sammen med en masse medlemmer – at skabe en klub, hvor der var plads til både det sociale og det sportslige. Det var også en af grundene til, at formålsparagraf i vedtægterne blev formuleret som følger.

Svendborg Mountainbike Klub er medlem af Danmarks Cykle Union (DCU), Danmarks Idrætsforbund (DIF), Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI), og Svendborg Idræts Samvirke (SIS).

Vi er en klub der rummer mountainbike ryttere i alle aldre, men vi er også en klub der spænder fra motionisten til eliterytteren, og vi har leveret ungdomsryttere til den danske elite/landshold.

Vi afholder sportslige arrangementer som diverse løb, klubmesterskaber, ungdomsture og udlandsture. Vi arrangerer fælles træning, men der er også plads til at mødes i mindre grupper, hvor Facebook grupperne er er en god platform for aftaler af mere spontan karakter.

Vi er arrangør af et af Danmarks største motionsløb – BISSEN. Et løb der trækker MTB folk fra hele landet. Et meget populært løb som skaber meget værdi for klubben, men som også kræver at vi alle giver en hånd med.

Vi har i Svendborg et unikt lokalområde med 3 afmærkede spor, som alle er spændende og varierede og som giver gode muligheder for at dyrke sporten. Klubbens medlemmer lægger et stort arbejde i at bygge og vedligeholde sporet i Stevneskoven og Hallindskoven. Et arbejde der udføres i tæt samarbejde med Svendborg Kommune og Naturturisme.

 

Foreningens formål er, med udgangspunkt i fællesskabet og det sociale liv i klubben, at dyrke og udbrede kendskabet til mountainbike sporten, samt udvikle medlemmernes lyst til at engagere sig og tage et medansvar i klubben, hvorfor man som medlem er moralsk forpligtet til, at tage del i de forskellige aktiviteter/opgaver, der er nødvendige, for at foreningen kan være et aktiv for alle parter.

 

Klubben blev godkendt som en folkeoplysende forening under Svendborg Kommune, og fungerer i dag uden eget klublokale, men med en hjemmesiden samt Facebook grupper, der er klubbens virtuelle klubhus.

Surf lidt rundt på siderne og kontakt en af vores,mange trænere, hvis du kunne tænke dig at prøve mountainbike sporten af.